Jaspis tilhører kvartsfamilien og er dermed i familie med agat og chacedon. Jaspis opstår, når kiselsyre synker igennem jorden og i den forbindelse optager fremmedstoffer inden den tørrer ud og bliver hård. Jaspis er en stor familie, fordi der er så mange forskellige fremmedstoffer, der kan optages af kiselsyren og hver variant kan have sit eget navn. Der findes også mange sten, hvor jaspis indgår i navnet uden at de har noget med jaspis at gøre. En simpel opdeling af jaspis er efter farven, hvor man skelner mellem gul, grøn eller rød jaspis. De mest kendte er rød jaspis, landskabsjaspis (gulbrun) og turitellajaspis (sort og indeholder fossile sneglehuse). Oceanjaspis eller oceanagat er hverken jaspis eller agat men en chalcedon.