Serpentin regnes i Østen for at være en beskyttelsessten for almindelige mennesker, mens jade er beskyttelsesstenen for Kejseren og de adelige. Der findes mange typer af serpentin. Fælles for dem alle er, at de er grønne til gulgrønne. Da de kan ligne jade og også regnes for at stå for noget af det samme, har flere serpentintyper et navn, hvor jade indgår. Den lyse kinesiske serpentin f.eks. kaldes også New Jade. Det kan være svært at skelne jade fra serpentin. En relativt lav pris er dog et godt tegn på, at der er tale om serpentin og ikke jade. Serpentin findes i mange lande: Ædelserpentin i Kina og Afghanistan, zebraserpentin i Australien, chita i Tansania. Øvrige lande med forekomster af serpentin er Mexico, USA, Østrig, Norge og New Zealand.